Luk ikon

VOJENS ER ÅRETS SPEEDWAYKLUB 2022

Der var priser og hæder til Vojens Speedway Klub, Jacob Olsen, Anders Thomsen, Mads Hansen, Jesper Knudsen og Villads Pedersen, da Danmarks Motor Union lørdag afholdt sit årlige repræsentantskabsmøde i Horsens.


Fra venstre: Villads Pedersen og Mads Hansen

Af Ib Søby

Det var næppe nogen overraskelse for de mange delegerede, at Vojens Speedway Klub blev kåret som Årets Klub i 2022. Trods Vojens Speedway Centers store internationale rolle, har selve klubben, i perioder, levet i skyggen, af mange andre velfungerende danske klubber.

Men i 2022 vandt den professionelle afdeling, SES – Sønderjylland Elite Speedway, Hold DM-guld for første gang nogensinde. Samtidig var klubben og dens mange frivillige på overarbejde i juli måned, da Speedway of Nations med kort varsel måtte flyttes fra Esbjerg til Vojens. Blot få uger senere var klubben vært for årets DM i 85cc, og siden kom det Danske VM Grand Prix og DM-finalen i SuperLigaen.

Siden Jacob Olsens overtagelse i 2019 har Vojens Speedway Klub haft en markant medlemstilgang.

Og netop Jacob Olsen blev også hædret i Horsens, da han modtog DMU´s sjældne hæderstegn i sølv. Jacob Olsen har i år fyrre års jubilæum som medlem af DMU, og har både været aktiv kører, landstræner, tv kommentator, og senest direktør for Vojens Speedway Center og formand for Vojens Speedway Klub.

Flere af klubbens kørere, og kørere med tilknytning til SES – Sønderjylland Elite Speedway, modtog også hæderstegn for at have vundet internationale medaljer til Danmark:

Anders Thomsen og Mads Hansen blev hædret for EM hold-sølv i Poznan.

Mads Hansen var også på det danske U23 landshold, som i Tarnow også tog EM sølv.

Jesper Knudsen blev hædret for U19 EM guld på 500cc, og den unge Villads Pedersen for sit fine EM guld på 85cc.

Begynd til speedway

Kunne speedway være noget for dit barn? Så kan han eller hun starte karrieren på en PW 50cc allerede som 3-årig.

Bliv frivillig

Kunne du tænke dig at skabe det bedste miljø for unge speedwaykørere? Så meld dig som frivillig, og vær med til at hjælpe.